Posted by: SOLMOON
on jan 19, 2009
Tagged in: Untagged
Endelig endnu en pensionen hjemme.
Efter en lang kamp på 4. år, hvor jeg har været med som bisidder i 3.år, er vi endelig nået til vejs ende.
Hvorfor skal det tage så lang tid? Kommunen har sat behandlings tiden ned på 4. år, men det virker dog som om de 4. år skal bruges fuldt ud.
Borgeren skal lære at leve med de handicaps borgeren har fået, borgeren skal også forholde sig til systemet som virker mere som om det vil køre folk ned psykisk i stedet for at hjælpe dem.
Systemet kan ikke forlange at borgeren med et knips med fingeren skal kunne tænke sig til en ny tilværelse og se sig selv på et nyt job. Det er hele borgerens grundlag der er blevet fjernet, samtidigt slås borgerne med smerter, usikkerhed og et liv med begrænsninger over for sin familie og pårørende.
Systemet forlanger arbejdsprøvning for at afklare rest erhvervsevnen, det er den måde det afklares på, men der er ikke noget tal i vores lovgivning for hvor mange arbejdsprøvninger der skal til og på denne måde trækkes afklaringen ud i lang drag.
Borgerne bliver slidt ned under denne lange vente tid. Det er et psykisk pres ikke at vide er jeg købt eller solgt, lukke kommunen pengekassen i morgen? I denne periode bliver smerterne forværret, nogen får svære ved at sove og andre lukker sig inde i sig selv.
Efter et langt liv hvor borgeren har, kunne tage vare på sig selv, og sin familie er man pludselig blevet umyndiggjort, hvor siger du nej til noget hos sagsbehandleren risikere du også at kassen bliver lukket. Så er der ingen økonomi at leve for, og presset på borgeren forværres yderligger.
I avisen læste jeg at statistikkerne siger at førtidspensions- grænsen er på omkring 50 år før man får pension igennem.
Jeg kan undre mig da alle dem jeg har bissidet for er en del under 50 år. Systemet trækker afklaringerne så lang tid ud så det kommer til at passe med statistikkerne.
Jeg vil meget gerne hører jeres mening om denne blog.....
